Man får helt ondt i maven, når man læser nedenstående artikel om 15-årige Alma, der er endt bag en låst dør på en sikret institution. Hun kæmper med mistrivsel, misbrug, selvskade og svære oplevelser, og samtidig er hun placeret blandt unge, der er sigtet eller dømt for alvorlig kriminalitet.
Det er en virkelighed, vi er nødt til at forholde os til – og som efter min mening kalder på, at vi ændrer vores måde at hjælpe udsatte børn og unge på.
For mig begynder det langt tidligere end den sikrede institution. Vi skal blive bedre til at opdage mistrivsel, selvskade, misbrug og psykiske problemer, mens barnet eller den unge stadig kan hjælpes i en anden retning. Det kræver, at skole, socialområde, psykiatri og familie arbejder tættere sammen, og at hjælpen bliver sat ind, når de første alvorlige tegn viser sig.
Samtidig skal vi turde tale om, at børn og unge, der er alvorligt sårbare, ikke nødvendigvis har de samme behov som unge, der er sigtet eller dømt for alvorlig kriminalitet. Begge grupper har brug for voksne, der ser dem, tydelige rammer og mulighed for at få hjælp, men deres situation og behov er forskellige.
Artiklen beskriver, at sociale anbringelser på sikrede institutioner er steget fra 4,6 procent i 2010 til 46,5 procent i 2024. Det er en markant udvikling. Når næsten halvdelen af anbringelserne i dag er sociale anbringelser, fortæller det også noget om, at der mangler andre specialiserede tilbud til nogle af de børn og unge, der har det allermest svært.
Derfor mener jeg, at vi skal investere langt mere i den tidlige indsats.
Det kræver ressourcer at forebygge. Det kræver dygtige fagprofessionelle, bedre adgang til psykiatrisk hjælp, støtte til familierne og tilbud, der kan rumme børn og unge med komplekse problemer, før situationen bliver så alvorlig, at en sikret institution bliver løsningen.
Og ja, selvfølgelig skal vi også kunne sætte tydelige grænser over for unge, der begår alvorlig kriminalitet. Der skal være konsekvenser, og samfundet skal beskyttes. Men det må ikke betyde, at en sårbar ung, der har brug for hjælp, ender i samme rammer, fordi vi ikke har skabt de rigtige alternativer.
Jeg tror på, at vi både menneskeligt og samfundsøkonomisk er bedre tjent med at investere i hjælpen tidligt frem for først at reagere, når problemerne er vokset sig meget store.
Hvis vi først hjælper, når barnet står bag en låst dør, er vi kommet alt for langt væk fra den tidlige indsats.
Vi skal være der tidligere. Vi skal turde investere i det. Og vi skal blive bedre til at skabe de rigtige tilbud til det enkelte barn.
For bag enhver svær sag er der et barn, et ungt menneske og en fremtid, vi stadig kan være med til at gøre en forskel for❤️
Der er nogle mennesker, vi bare ikke kan undvære❤️
Fædre, Mænd, Sønner, Brødre, Bedstefædre og Venner.
Og jeg kender rigtig mange mænd, som er fantastiske til at passe på alle andre – men knap så gode til at huske sig selv🙏
I stiller op.
I tager ansvar.
I får hverdagen til at fungere.
Men når det handler om jer selv, bliver det måske lidt for ofte:
“Det går nok.”
“Jeg har ikke tid.”
“Det er sikkert ikke noget.”
Og måske har I ret.
Men hvad nu, hvis I ikke har?
Mænd lever i gennemsnit omkring fire år kortere end kvinder, og mænd går samtidig mindre til lægen.
Bag den statistik er der mennesker. Mennesker, som betyder noget for nogen – og som vi gerne vil have omkring os i mange år endnu♥️
Derfor sætter vi i Region Syddanmark fokus på mænds sundhed i november.
Ikke for at pege fingre eller for at fortælle mænd, hvordan de skal leve.
Men for at minde jer om noget vigtigt:
I er også værd at passe på.
Hvis noget føles forkert, så få det tjekket.
Hvis noget bekymrer dig, så tal med nogen.
Og hvis en, du holder af, siger: “Skal du ikke lige få det undersøgt?” – så lyt til dem❤️
For måske handler det ikke om, at I ikke vil passe på jer selv.
Måske er I bare så vant til at passe på alle andre først.
Så kære mænd:
Pas på jer selv.
For vi er mange, der gerne vil have jer her – rigtig længe endnu. ❤️
Og hvis du kender en mand, du holder af, så send ham opslaget.
Måske er det lige den påmindelse, han havde brug for🙏
Fra 28. oktober til 12. november træder jeg ind på Christiansborg som 1. suppleant for Venstre.
Morten Dahlin ringede tidligere i dag og gav mig muligheden – og jeg er både glad, stolt og meget taknemmelig🙏
Det er kun 15 dage. Men for mig betyder de rigtig meget.
For uden jeres personlige stemmer var det her ikke blevet muligt. Hver eneste stemme gjorde en forskel. Det samme gjorde alle de samtaler, opmuntringer, delinger og gode mennesker, jeg har mødt undervejs.
Det er noget helt særligt at få lov til at tage jeres tillid med ind på Christiansborg. ❤️
Jeg kommer ikke til at bruge de 15 dage på at være tilskuer. Jeg glæder mig til at tage mine erfaringer fra kommunalpolitik og Region Syddanmark med ind i maskinrummet – og til at være med, hvor beslutningerne træffes.
15 dage går hurtigt.
Men jeg har tænkt mig at få så meget som muligt ud af hver eneste én. 💪
Tak for tilliden. Tak for jeres personlige stemmer. Og tak fordi I har været med på rejsen.
Nu tager jeg en lille omvej forbi Christiansborg – og så fortsætter arbejdet💙
Vi skal stille krav til vores unge. Men vi skal også give dem en fair chance🙏
Som mor til tre ved jeg, at det at fylde 18 år ikke betyder, at man fra den ene dag til den anden kan klare alting selv.
Man bliver myndig og ja vi skal turde stille krav som samfund - Men man bliver ikke nødvendigvis økonomisk selvstændig.
Derfor er jeg bekymret over forslaget om at fjerne SU til hjemmeboende unge på ungdomsuddannelser, når de fylder 18 år.
Jeg tror på ansvar. Unge skal lære at klare sig selv, og vi forældre skal turde stille krav. Men vi skal også se på virkeligheden.
Forældrenes indkomst har allerede betydning for støtten, men en årsindkomst fortæller ikke hele historien. Der kan være flere børn i familien, høje boligudgifter eller ganske enkelt ikke råd til både kost og logi.
Og hvad med den unge, der kæmper med mistrivsel eller har en diagnose og ikke kan holde til både uddannelse og et arbejde ved siden af?
Skal vi gøre det sværere for dem at gennemføre deres uddannelse?
Det mener jeg ikke.
Jeg ønsker unge, der bliver robuste, tager ansvar og får mulighed for at stå på egne ben.
Det er sådan, jeg ser et liberalt samfund: Vi skal give mennesker frihed og ansvar for deres eget liv – men vi skal også være der, når livet kræver en håndsrækning.
Vi kan godt stille krav til vores unge uden at fjerne det sikkerhedsnet, der for nogle kan være afgørende for, at de gennemfører deres uddannelse.
Målet må være flere unge, der kan klare sig selv – ikke flere unge, der falder fra🙏
Når et barn mistrives, kan 167 dages ventetid i gennemsnit føles som en evighed.
Imens kan mistrivslen vokse. Det påvirker barnet, familien, skolen og hverdagen omkring dem.
Derfor er jeg glad for, at der nu er landet en akutplan for børne- og ungdomspsykiatrien med en samlet ramme på 1 mia. kr. frem mod 2028 mellem Danske Regioner og KL.
Men for mig handler det vigtigste ikke om beløbet, det handler om retningen.
Vi skal hjælpe tidligere, vi skal være tættere på og vi skal se hele barnet – ikke kun en diagnose.
Hvis et barn begynder at mistrives, skal hjælpen ikke først komme, når problemerne er vokset sig så store, at psykiatrien er eneste mulighed.
Derfor er det så vigtigt, at vi styrker den tidlige indsats og hjælpen tæt på barnet og familien – samtidig med, at den specialiserede psykiatri står klar, når der er brug for den.
Mere forebyggelse ude i kommunerne , tidligere hjælp, mindre ventetid og mere menneske – og mindre system og kasser.
Det er den retning, jeg tror på🙏
For barndommen kan ikke sættes på pause, mens man venter på hjælp. ❤️
