Hvorfor en stemme på mig?

En stemme på mig til Folketingsvalget, er en stor stemme ind til vores velfærd-og sundhedsområde og et stærkt erhverv og foreningsliv.
Hvorfor en stemme på mig til Folketingsvalget d. 24 marts:
Familier fortjener tryghed, fleksibilitet og frihed til at leve et meningsfuldt liv
Vores børn fortjener stærke daginstitutioner og folkeskoler med trivsel og mindre bureaukrati
Sundhed og psykiatrien skal være forebyggende, sammenhængende og tæt på - uanset bopæl
Iværksættere og erhvervsliv skal have bedre vilkår og færre benspænd
Hele Danmark og frivilligheden skal have mulighed for at blomstre - også uden for de store byer
Der skal ryddes op i rigide regler og afgifter

Vi skal ikke udligne Danmark – vi skal give hele Danmark mulighed for at lykkes🙏

En ny udligningsreform skal handle om mere end kroner og øre. Den skal skabe en bedre balance mellem fællesskab, frihed og ansvar.

Jeg har efterhånden siddet med mange kommunale og regionale budgetter foran mig. Jeg har oplevet, hvordan beslutninger, der på papiret kan ligne tal i et regneark, i virkeligheden kan få stor betydning for mennesker. Det kan være et tilbud, der må reduceres, en forebyggende indsats, der bliver udskudt, eller en familie, der får længere til den hjælp, de har brug for.

Det er derfor, jeg mener, at debatten om en ny udligningsreform er for vigtig til kun at handle om fordelingsnøgler og milliarder. Den handler i sidste ende om, hvordan vi sikrer, at alle kommuner har mulighed for at levere en ordentlig velfærd, samtidig med at vi giver plads til lokale prioriteringer, ansvar og udvikling.

Jeg har 12 års erfaring fra kommunalpolitik og snart 9 år i Region Syddanmark. Jeg har arbejdet med børn og unge, socialområdet, ældre, sundhed, erhverv og udvikling. I dag sidder jeg i regionsrådet, hvor jeg repræsenterer borgere i alle 22 kommuner i Region Syddanmark og som folketingskandidat i Fyns Storkreds er mit perspektiv naturligt hele Fyn – men også det Danmark, vi alle er en del af.

Den erfaring har lært mig, at Danmark ser meget forskelligt ud fra kommune til kommune. Nogle steder vokser befolkningen, virksomhederne investerer og nye arbejdspladser kommer til. Andre steder er virkeligheden præget af flere ældre, færre børn, større geografiske afstande eller et mindre skattegrundlag. Det er ikke nødvendigvis et udtryk for, at nogle kommuner gør det bedre end andre - Det er forskellige vilkår.

Og netop derfor har vi brug for et udligningssystem, der tager udgangspunkt i virkeligheden.

Landets borgmestre har gennem KL tidligere peget på behovet for en grundig og bred analyse af hele tilskuds- og udligningssystemet, opdaterede data og objektive kriterier. De peger samtidig på behovet for stabilitet og gennemsigtighed og på, at systemet skal sikre kommunerne ordentlige finansieringsmuligheder, uden at fjerne incitamentet til vækst og udvikling.

Det synes jeg er et vigtigt udgangspunkt.

For hvis vi skal fordele milliarder mellem kommunerne, skal vi først og fremmest vide, hvad vi fordeler efter. Demografien ændrer sig. De sociale udfordringer ændrer sig. Kommunernes opgaver ændrer sig. Derfor skal vores udligningssystem også kunne følge med virkeligheden.

Men vi skal også turde stille det grundlæggende spørgsmål: Hvad skal vi egentlig udligne?

For mig handler udligning om, at alle kommuner skal have mulighed for at give deres borgere en ordentlig velfærd – men ikke om, at alle kommuner skal bruge pengene på det samme eller nå frem til det samme.

En kommune med mange ældre eller store sociale udfordringer skal ikke stilles dårligere, fordi den har nogle strukturelle vilkår, som den ikke selv kan ændre. Det er netop en del af vores fælles ansvar.

Men det betyder ikke, at alle kommuner skal være ens - Tværtimod.

Jeg tror på det lokale demokrati.
Jeg tror på, at mennesker, der kender deres lokalsamfund, ofte også er dem, der bedst kan træffe beslutningerne om, hvordan velfærden skal prioriteres. Det er en helt grundlæggende del af Venstres syn på samfundet.

Venstres principprogram bygger på frihed, ansvar og fællesskab. På tillid til mennesker og på, at beslutninger skal træffes så tæt på borgerne som muligt - Det gælder også kommunerne. Derfor skal vi ikke bruge udligningsreformen til at skabe 98 ens kommuner. Vi skal skabe økonomiske rammer, der giver kommunerne mulighed for at finde de løsninger, der passer til deres egne borgere.

Men frihed og ansvar hænger sammen.

Hvis en kommune lykkes med at skabe arbejdspladser, tiltrække virksomheder, få flere borgere til at flytte til eller skabe nye investeringer, skal det også kunne mærkes lokalt. Det skal kunne betale sig at gøre det godt.

Det er ikke bare et liberalt princip. Det er også sund fornuft.

For vækst i én kommune er ikke kun til gavn for den kommune. Flere arbejdspladser, højere beskæftigelse og flere virksomheder styrker hele vores fælles økonomi og dermed mulighederne for at finansiere den velfærd, vi alle har brug for.

Derfor skal udligningssystemet heller ikke komme til at fungere som en skat på lokal virkelyst. Vi skal hjælpe kommuner, der har sværere vilkår, men vi skal samtidig passe på ikke at fjerne incitamentet til at skabe vækst og udvikling.

Her synes jeg, at vi skal være modige nok til at se bredere på reformen.

Den nye regering har lagt op til, at arbejdet ikke kun skal handle om selve udligningssystemet, men også om sammenhængen mellem kommuneskat, bundskat og kommunal udligning. Det er en vigtig diskussion. For måske er tiden kommet til mere end at justere på den model, vi allerede har. Måske skal vi også turde spørge, om den grundlæggende finansiering af kommunerne er skruet rigtigt sammen.

Hvis vi alligevel skal gentænke udligningen, bør vi have modet til at se på hele sammenhængen.

Og vi skal gøre det på et fagligt og transparent grundlag. Det nuværende system er så komplekst, at det kan være svært for både borgere og politikere at forstå, hvorfor pengene flytter sig, som de gør. Det er ikke godt nok. Kommunerne skal kunne planlægge deres økonomi, borgerne skal kunne forstå principperne, og politikerne skal kunne holdes ansvarlige for deres egne beslutninger.

Vi har nu muligheden for at skabe et mere robust system. Finansieringsudvalget arbejder frem mod sin rapport, og den efterfølgende politiske proces skal bruges til at skabe en reform, der holder i mange år frem.

Det er vigtigt, at vi ikke gør det til en kamp mellem by og land eller mellem kommuner, der vinder, og kommuner, der taber. Danmark har brug for begge dele. Vi har brug for stærke storbyer, levende provinsbyer, velfungerende landdistrikter og kommuner, der tør skabe udvikling.

Det handler om balance.

Jeg tror ikke på, at Christiansborg skal fortælle alle kommuner, hvordan de skal prioritere. Jeg tror på, at vi skal give kommunerne fair og ordentlige rammer og derefter have tillid til, at de lokale politikere tager ansvar.

Det er sådan, jeg forstår frihed.

Frihed er ikke fravær af fællesskab - Frihed bliver først rigtig værdifuld, når mennesker, virksomheder og lokalsamfund har mulighed for at bruge den.

Derfor skal en ny udligningsreform sikre, at forskelle i vilkår ikke bliver til forskelle i muligheder. Men den skal samtidig give plads til forskellighed, lokale beslutninger og ambitioner.

Vi skal ikke skabe et Danmark, hvor alle kommuner er ens. Vi skal skabe et Danmark, hvor alle kommuner har mulighed for at lykkes på deres egen måde.

Det er den balance, jeg håber, vi får modet til at finde - Vi skal ikke udligne Danmark. Vi skal give hele Danmark mulighed for at lykkes.

Når det blæser, er det vigtigt at stå fast – og stå sammen 💙

Jeg synes, det er både naturligt og fornuftigt, at Troels har indkaldt til et ekstraordinært møde i forretningsudvalget og hovedudvalget. Når der er brug for at drøfte situationen, skal vi mødes, tale sammen og finde vejen frem med udgangspunkt i det fælles fundament, vi har i Venstre.

Troels Lund Poulsen og Stephanie Lose er holdspillere, og jeg bakker op om den linje, de står for. Derfor er det også naturligt, at de deltager i dialogen med forretningsudvalget og hovedudvalget.

Nu spekuleres der selvfølgelig i, om Troels stopper som formand. Det ville jeg personligt synes var rigtig ærgerligt. Venstre har brug for en tydelig retning, en ledelse, der står ved vores fælles værdier, og et hold, der tager ansvar for de beslutninger, der bliver truffet.

I flere år har der i Venstre været et ønske om større medlemsinddragelse og mere dialog om vores politik. I efteråret 2024 besluttede Troels og hovedudvalget, at vi skulle have et nyt principprogram, som blev endeligt vedtaget på landsmødet i 2025.

Som medlem af principprogramudvalget var jeg selv med på rejsen. Vi rejste landet rundt, og kommunerne fik mulighed for at invitere Venstres medlemmer til møder, hvor vi drøftede vores værdier og politik. Derefter fulgte et stort skrivearbejde, en høringsproces og en grundig debat, inden principprogrammet blev vedtaget🙏

Jeg har været medlem af Venstre siden 2013, og det var første gang, jeg oplevede så omfattende en proces, hvor vi for alvor drøftede vores værdier og politik med hele baglandet.

Det er medlemsdemokrati, når det er bedst. Vi lytter til hinanden, giver plads til forskellige holdninger og udvikler vores politik sammen. Men medlemsdemokrati handler også om at respektere de beslutninger, der bliver truffet. Ellers mister det sin betydning.

Troels og Stephanie står i spidsen for et parti, hvis principprogram er skabt med medlemmernes aktive deltagelse og efterfølgende godkendt på landsmødet. Det er vores fælles fundament, og det må naturligvis også være udgangspunktet for den politiske ledelse.

Venstre skal kunne rumme debat og uenighed. Det er en styrke, at vi ikke alle tænker ens om alting. Men vi skal også kunne samles om den retning og de værdier, vi har besluttet at stå for.

Jeg håber derfor, at vi kan bakke op om Troels og Stephanie, give plads til dialogen i forretningsudvalget og hovedudvalget og rette blikket fremad.

Venstre er stærkest, når vi står sammen – ikke fordi vi altid er enige, men fordi vi tager ansvar for vores fællesskab💙

HJÆLPEN SKAL KOMME, FØR DET GÅR GALT❤️

Man får helt ondt i maven, når man læser nedenstående artikel om 15-årige Alma, der er endt bag en låst dør på en sikret institution. Hun kæmper med mistrivsel, misbrug, selvskade og svære oplevelser, og samtidig er hun placeret blandt unge, der er sigtet eller dømt for alvorlig kriminalitet.

Det er en virkelighed, vi er nødt til at forholde os til – og som efter min mening kalder på, at vi ændrer vores måde at hjælpe udsatte børn og unge på.

For mig begynder det langt tidligere end den sikrede institution. Vi skal blive bedre til at opdage mistrivsel, selvskade, misbrug og psykiske problemer, mens barnet eller den unge stadig kan hjælpes i en anden retning. Det kræver, at skole, socialområde, psykiatri og familie arbejder tættere sammen, og at hjælpen bliver sat ind, når de første alvorlige tegn viser sig.

Samtidig skal vi turde tale om, at børn og unge, der er alvorligt sårbare, ikke nødvendigvis har de samme behov som unge, der er sigtet eller dømt for alvorlig kriminalitet. Begge grupper har brug for voksne, der ser dem, tydelige rammer og mulighed for at få hjælp, men deres situation og behov er forskellige.

Artiklen beskriver, at sociale anbringelser på sikrede institutioner er steget fra 4,6 procent i 2010 til 46,5 procent i 2024. Det er en markant udvikling. Når næsten halvdelen af anbringelserne i dag er sociale anbringelser, fortæller det også noget om, at der mangler andre specialiserede tilbud til nogle af de børn og unge, der har det allermest svært.

Derfor mener jeg, at vi skal investere langt mere i den tidlige indsats.

Det kræver ressourcer at forebygge. Det kræver dygtige fagprofessionelle, bedre adgang til psykiatrisk hjælp, støtte til familierne og tilbud, der kan rumme børn og unge med komplekse problemer, før situationen bliver så alvorlig, at en sikret institution bliver løsningen.

Og ja, selvfølgelig skal vi også kunne sætte tydelige grænser over for unge, der begår alvorlig kriminalitet. Der skal være konsekvenser, og samfundet skal beskyttes. Men det må ikke betyde, at en sårbar ung, der har brug for hjælp, ender i samme rammer, fordi vi ikke har skabt de rigtige alternativer.

Jeg tror på, at vi både menneskeligt og samfundsøkonomisk er bedre tjent med at investere i hjælpen tidligt frem for først at reagere, når problemerne er vokset sig meget store.

Hvis vi først hjælper, når barnet står bag en låst dør, er vi kommet alt for langt væk fra den tidlige indsats.

Vi skal være der tidligere. Vi skal turde investere i det. Og vi skal blive bedre til at skabe de rigtige tilbud til det enkelte barn.

For bag enhver svær sag er der et barn, et ungt menneske og en fremtid, vi stadig kan være med til at gøre en forskel for❤️