De fem store civilsamfundsorganisationer rækker hånden frem og tilbyder deres viden, engagement og hundredtusindvis af frivillige kræfter, når Danmark i de kommende år skal forandre vores landskab.

Den hånd skal vi tage imod.

Men vi skal samtidig løfte ambitionen endnu højere.

For fremtidens danske natur og landskab skal ikke skabes af enkelte organisationer, erhverv eller myndigheder. Den skal skabes sammen med alle dem, der ejer jorden, dyrker den, arbejder i den, lever af den, passer på den og færdes i den.

Det er måske den største mulighed i den grønne trepart.

Danmark står foran en af de mest omfattende forandringer af vores landskab i generationer. Vi skal skabe mere natur og biodiversitet, renere fjorde og vandløb og bedre beskyttelse af vores drikkevand. Samtidig skal vi udvikle et stærkt og konkurrencedygtigt landbrug og sikre gode muligheder for at bo, arbejde og drive virksomhed i hele Danmark.

Det kan kun lykkes, hvis vi gør det sammen.

LANDMANDEN OG LYSTFISKEREN SKAL SE SIG SELV I SAMME PROJEKT

Landmanden kender sin jord. Skovejeren kender sin skov. Lystfiskeren kender vandløbet. Jægeren følger livet på markerne og i skoven. Naturorganisationerne og deres frivillige har en enorm viden om arter og biodiversitet. Lokale virksomheder og kommuner kender områdets muligheder. Og familier, motionister og friluftsfolk ved, hvad adgang til naturen betyder i hverdagen.

De ser landskabet fra forskellige steder.

Men fremtidens landskab er deres fælles.

Derfor skal vi heller ikke gøre den grønne omstilling til en kamp mellem natur og landbrug, mellem land og by eller mellem produktion og biodiversitet.

Tværtimod.

Den grønne trepart bygger på en grundlæggende dansk idé: At store forandringer bliver stærkere og mere holdbare, når mennesker med forskellige interesser sætter sig omkring det samme bord og finder løsninger sammen.

Landbruget har taget et stort ansvar ved at gå ind i den grønne trepart. Det fortjener anerkendelse. Nu skal vi bygge videre på den samarbejdsmodel og åbne dørene endnu mere.

FRA INDDRAGELSE TIL MEDSKABELSE

Det er derfor positivt, at regeringen vil styrke den lokale inddragelse omkring den grønne trepart.

Men vi bør have større ambitioner end blot at inddrage borgerne.

Vi skal gøre dem til medskabere.

Når et område ændrer karakter, et vandløb genslynges, ny natur etableres eller landbrugsjord får en anden anvendelse, bør vi spørge: Hvordan kan denne forandring samtidig skabe værdi for naturen, landbruget og lokalsamfundet? Kan vi skabe nye stier og rekreative muligheder? Kan vi forbedre forholdene for fisk og fugle? Kan vi styrke lokale erhverv og turisme? Kan vi gøre landsbyen eller lokalområdet mere attraktivt at bo i?

Den grønne trepart handler selvfølgelig om klima, kvælstof, natur og arealer.

Men den kan blive meget mere end det.

Den kan blive en ny måde at udvikle Danmark på.

DANMARKS LANDSKAB ER VORES FÆLLES ARV

Det danske landskab er blevet formet gennem generationer.

Af landmænd, som har dyrket jorden. Af skovbrugere. Af mennesker, der har boet langs vores kyster, fjorde og vandløb. Af virksomheder og lokalsamfund. Og af generationer af danskere, som har brugt naturen til jagt, fiskeri, motion, fællesskab og oplevelser.

Nu skal landskabet igen forandre sig.

Det giver os et særligt ansvar.

For de beslutninger, vi træffer de kommende år, kommer ikke bare til at præge Danmark i næste valgperiode. De kan forme vores land i generationer.

Derfor skal vi ikke spørge, hvem der ejer dagsordenen.

Vi skal spørge, hvordan alle kan bidrage.

Civilsamfundsorganisationerne melder sig klar. Landbruget er allerede med. Kommunerne og staten er med. Nu skal vi sørge for, at de mange lokale kræfter, lodsejere, virksomheder, foreninger og borgere også oplever, at døren står åben.

For den største succes for den grønne trepart vil ikke alene kunne måles i hektarer, tons eller måltal.

Den vil også kunne ses ude i Danmark, hvis vi om 10, 20 og 50 år har fået et rigere landskab, stærke landbrug og lokalsamfund og flere danskere, der føler ansvar for den natur, der omgiver dem.

Det er den ambition, vi bør sætte os.

Fremtidens natur skal skabes med alle danskere, der lever i og bruger naturen.

Når kommunerne skal finde millioner i besparelser, er forebyggelse ofte blandt de første områder, der bliver kigget på. Det kan umiddelbart virke som en hurtig og enkel løsning, fordi gevinsten ved forebyggelse sjældent kan ses direkte på årets budget. Men det, der ligner en besparelse i dag, kan meget let udvikle sig til en langt større regning i morgen, for når vi skærer i den tidlige indsats, risikerer vi at lade problemer vokse sig så store, at de kræver mere hjælp, flere medarbejdere og flere penge.

Jeg har ikke bare fulgt kommunalpolitik tæt gennem mange år – jeg har selv siddet med ved bordet i 12 år. Derfor ved jeg også, at besparelser altid har konsekvenser, uanset om de kan ses med det samme eller først viser sig senere. Bag hvert millionbeløb i et kommunalt budget gemmer der sig mennesker, som kan miste den støtte, der gør det muligt for dem at klare hverdagen, blive boende i eget hjem eller få hjælp, før deres problemer vokser sig alvorlige.

Netop derfor bør vi være meget varsomme med at spare på forebyggelsen. Når vi reducerer tilbud til børn og unge, der har brug for hjælp, før mistrivsel udvikler sig til alvorlige problemer, eller når vi skærer i aktiviteter, træning og fællesskaber for ældre, risikerer vi at fjerne nogle af de indsatser, der kan gøre en afgørende forskel på længere sigt. Det samme gælder de tidlige indsatser for familier, borgere med psykiske udfordringer og mennesker, der har brug for støtte til at fastholde tilknytningen til arbejdsmarkedet.

Vi ved, at alt for mange børn og unge allerede kæmper med mistrivsel, skolefravær og psykiske problemer. Hvis hjælpen først sættes ind, når problemerne er vokset sig store, bliver indsatsen både dyrere og mere omfattende, samtidig med at det enkelte menneske og familien omkring det ofte har været igennem en langt sværere periode, end det havde været nødvendigt. Forebyggelse handler derfor ikke kun om at spare penge på lang sigt, men også om at give mennesker bedre muligheder for at mestre deres eget liv.

Det samme gælder på ældreområdet. Vi ønsker, at flere ældre skal kunne leve et godt og selvstændigt liv længst muligt i eget hjem, men det kræver, at vi investerer i rehabilitering, træning, sundhedsfremme og fællesskaber. Når ældre får mulighed for at bevare deres funktionsevne og netværk, kan det være med til at udskyde eller mindske behovet for omfattende hjælp. Hvis vi derimod sparer på de indsatser, der understøtter selvhjulpenhed, risikerer vi at gøre flere borgere afhængige af hjælp tidligere, end det ellers ville have været nødvendigt.

Derfor bør vi stille os selv det grundlæggende spørgsmål, når kommunerne skal finde besparelser: Sparer vi faktisk penge, eller flytter vi bare regningen til et senere tidspunkt? Der er stor forskel på at effektivisere og på at skære i indsatser, der virker. Selvfølgelig skal kommunerne løbende undersøge, om pengene bliver brugt rigtigt, og om tilbuddene giver den ønskede effekt, men vi må ikke kun vurdere en indsats ud fra, hvad den koster her og nu. Nogle gange er den billigste løsning i dag den dyreste løsning i morgen.

Det kræver politisk mod at investere i noget, hvor gevinsten først viser sig senere, men hvis vi vil have et stærkt velfærdssamfund også om 10 eller 20 år, er det netop den langsigtede tænkning, der er nødvendig. Vi skal naturligvis turde prioritere, men når vi gør det, skal vi også se længere end til næste budgetår og overveje, hvilke konsekvenser vores beslutninger får for både borgerne og den kommunale økonomi.

Fra vugge til grav bør vi blive bedre til at forebygge, før problemerne bliver så store, at de kræver langt mere hjælp. Forebyggelse handler ikke kun om kommunal økonomi, men om mennesker, der får mulighed for at mestre deres eget liv, børn, der får hjælp, før de mister fodfæstet, ældre, der kan blive ved med at klare mere selv, og familier, der ikke skal kæmpe sig gennem et system, fordi hjælpen kom for sent.

Vi har ikke råd til at spare på det, der skal gøre os mindre afhængige af hjælp i fremtiden. Det er ikke altid den nemmeste prioritering, men det er måske netop den vigtigste.

For mens flere partier i blå lejr i disse år har brugt mest energi på at råbe op og kritisere samarbejdet over midten, har Venstre valgt en anden vej. Vi har taget ansvar.

Venstre gik i regering for at få mest muligt ud af et rødt flertal og vi har leveret. Resultater, der gør en reel forskel for både mennesker og virksomheder i hele landet.

Aldrig før har Venstre i en regering fået gennemført så mange borgerlige mærkesager. Forsvaret er blevet markant styrket. Der er gennemført skattelettelser. Erhvervslivet har fået bedre vilkår. Unødige regler er fjernet, bureaukratiet mindsket, sundhedsvæsenet tilført historiske investeringer og velfærden styrket.

Vi har vist, at ansvarlig økonomi, arbejdsudbud og menneskelighed ikke er hinandens modsætninger. Tværtimod kan de gå hånd i hånd, når man vil og det er netop kernen i Venstres DNA - Vi tager ansvar, når Danmark har brug for det.

Det nemmeste i politik er at stå på sidelinjen og kritisere dem, der handler. Det svære er at tage medansvar, søge løsninger og skabe resultater, også når kompromiserne er hårde. 

Men netop dét er kendetegnet ved et regeringsdueligt parti.

Selvfølgelig ønsker Venstre en blå regering. Men spørgsmålet er, hvilken blå regering vi vil have. En, der bygger på samarbejde, tillid og respekt for forskellighed – eller en, hvor enhver uenighed udløser trusler og ultimative krav.

Hvis blå blok skal være et reelt alternativ, kræver det politisk modenhed. Det kræver, at alle partier bidrager konstruktivt til løsninger, også når det betyder, at man må rykke sig en smule.

For politik handler ikke om at vinde skænderier og råbe højst. Det handler om at gøre en forskel for danskerne.

Her har Venstre vist, at vi kan levere – selv i en svær parlamentarisk virkelighed. Vi står fast på frihed, ansvar og fællesskab, præcis som under Anders Fogh Rasmussens ledelse. Og vi tror på dialog frem for demonstration.

Derfor er mit budskab til de øvrige blå partier klart frem mod valget:

Kom ind i kampen.

Vælg samarbejdet frem for støjen.

Danskerne fortjener en borgerlig retning, der bygger på ansvar – ikke på anklager.

Det fyger igen med forslag om at gøre det dyrere at være bilist. Nu også for dem, der har valgt elbil.

Men hvorfor?

Er det blevet en selvfølge, at det i Danmark skal koste mest i verden at eje og bruge en bil?

Registreringsafgiften blev i sin tid indført i en periode, hvor Danmark havde underskud på handelsbalancen. I dag har vi historisk store overskud. Forudsætningerne har ændret sig – men afgiftstænkningen består.

For mange danskere er bilen ikke et luksusgode. Den er en nødvendighed. Den får hverdagen til at hænge sammen, når arbejde, fritidsliv og familieliv skal balanceres. Uden for de større byer og i landkommunerne er kollektiv transport ganske enkelt ikke et reelt alternativ.

Mange familier har lyttet til de politiske signaler og investeret i elbil. Ofte en dyrere bil i indkøb, men med lavere driftsudgifter og et grønnere aftryk. Det valg bør ikke efterfølgende mødes med højere afgifter. Når rammerne ændres, efter at mennesker har handlet i tillid til de politiske udmeldinger, svækker det tilliden.

Den grønne omstilling skal være ansvarlig. Men den skal også være rimelig.

Forslag om kilometerafgift – en kørselsafgift pr. kørt kilometer – rejser desuden store spørgsmål. Ikke kun om økonomi, men også om administration og statens evne til at drive komplekse opkrævningssystemer uden nye problemer og regninger.

Vi skal selvfølgelig tage ansvar for klimaet. Men vi skal gøre det på en måde, der skaber stabilitet og forudsigelighed for helt almindelige familier.

Grøn omstilling må aldrig blive det samme som konstant nye regninger til dem, der blot forsøger at få hverdagen til at fungere.

Handicapområdet er blevet et af de mest økonomisk pressede områder i kommunerne. Det gælder både indsatser for børn med handicap og for voksne med komplekse behov. Som tidligere kommunalpolitiker har jeg siddet med ansvaret. Jeg kender de svære prioriteringer. Og jeg ved, hvor hårdt det presser vores velfærdsområder.

Men når økonomisk pres bliver en del af rammen for den enkelte afgørelse, opstår der et grundlæggende dilemma - borgerens retssikkerhed og kommunens budget hænger uløseligt sammen.

Det er ikke rimeligt.

Vi ser markante forskelle mellem kommuner. Vi ser mange klagesager. Og vi ser familier, der bruger deres kræfter på at kæmpe med systemet fremfor at leve deres liv. Samtidig presses kommunaløkonomien af stadig mere specialiserede og omkostningstunge tilbud.

Spørgsmålet er, om vi har organiseret området rigtigt.

Handicapområdet – særligt den højt specialiserede del – kræver stærke faglige miljøer, ensartet praksis og økonomisk bæredygtighed. Det kan være svært at løfte i 98 forskellige kommuner med hver deres økonomi og prioriteringer.

Derfor bør vi seriøst drøfte, om det specialiserede handicapområde for både børn og voksne skal samles i større enheder – eksempelvis regionalt.

Regionerne har allerede erfaring med højt specialiserede sundheds- og socialtilbud. En samling kunne:

• Styrke retssikkerheden og sikre mere ensartede afgørelser

• Samle og udvikle specialiseret faglighed

• Mindske postnummerafhængighed

• Aflaste kommunernes økonomiske pres i de mest komplekse sager

Kommunerne skal fortsat have en central rolle i den nære indsats, inklusion og forebyggelse. Men når vi taler om de mest komplekse og specialiserede tilbud, må vi spørge, om ansvaret er placeret det rigtige sted.

Børn med handicap skal have en tryg opvækst uden, at deres forældre slides ned i sagsbehandling. Voksne med handicap skal mødes med værdighed og stabile rammer, ikke usikkerhed om næste bevilling. Når et område år efter år skaber konflikt mellem retssikkerhed og økonomi, er det politisk ansvar at se på strukturen. Måske er tiden kommet til at organisere handicapområdet anderledes.Det vil jeg arbejde for både i regionen og på Christiansborg.

Danmark har markante regionale forskelle. Netop derfor er det afgørende, at vi tager det regionale alvorligt, også når det gælder togdrift.

Potentialet i de fynske stationsbyer udnyttes langt fra godt nok. Der er dyrere at køre i regionaltog på Fyn end andre steder, mangler afgange, stabil drift og sikker betjening. Det svækker både bosætning, mobilitet og erhvervsliv.

Mange ønsker at bo i og omkring stationsbyerne i de fynske kommuner. Derfor ser vi en oplagt mulighed for at få styrket den eksisterende strækning – ikke mindst på Vestfyn, når den nye højhastighedsbane kommer og aflaster strækningen. 

Flere afgange, både tidligt og sent, vil gøre en reel forskel.

I årevis har banetrængsel været brugt som forklaring på nedskæringer. Små stationer har mistet forbindelser, og selv større byer har oplevet forringelser, herunder aftenafgange, i nogle tilfælde uden varsel. Det undergraver tilliden til den kollektive trafik.

Også Svendborgbanen rummer et uforløst potentiale. Med målrettede investeringer kan vi sikre stabil drift hele vejen til Svendborg - hver gang - og samtidig øge frekvensen, så både Svendborg, Ringe og de mindre stationer mærker forbedringer.

En troværdig regional togdrift handler ikke kun om transport. Den handler om et hverdagsliv, der skal hænge sammen. Om familier, der i dag føler sig tvunget til at anskaffe pendlerbil nummer to. Om virksomheder, der har brug for arbejdskraftens mobilitet. Og om sammenhængskraften på Fyn.

Jeg vil arbejde for en tæt, stabil og fremtidssikret regionaltogsbetjening. Når de regionale forbindelser fungerer, styrker det også brugen af IC-, EC- og lyntog i resten af landet og mod udlandet.

Fra regional til lyn – Fyn skal hænge bedre sammen.

Familie, arbejde og frihed – vi har brug for en bedre balance

For mange mennesker er hverdagen en konstant balancegang mellem arbejde og privatliv. Forældre skynder sig fra job til institutioner, mens andre jonglerer karriere, fritidsliv og sociale relationer. Uanset om man har børn eller ej, bør vores arbejdsmarked give plads til et liv uden for arbejdet. Derfor er det positivt, at OK25 tager skridt mod mere fleksibilitet – men vi må ikke stoppe her.

Frihed til at vælge sit eget liv

Et stærkt samfund bygger på frihed og fællesskab. Friheden til at indrette sit liv, som man ønsker, og fællesskabet, der sikrer gode rammer for alle – både dem med familie og dem, der vælger en anden livsform. I dag er mange bundet af rigide arbejdstider og en kultur, hvor overarbejde ofte er normen. Det efterlader for lidt tid til det, der giver livet værdi – familie, venner, frivilligt arbejde eller blot tid til at trække vejret.

Med OK25 får forældre en ekstra sygedag til deres børn, og bedsteforældre får mulighed for at hjælpe med omsorgsdage. Det er gode tiltag, der anerkender, at arbejdsliv og privatliv skal hænge sammen. Men vi skal også huske dem, der ikke har børn – fleksibilitet og gode vilkår bør være for alle. Uanset om man er forælder, ung uden børn eller senior i slutningen af sit arbejdsliv, skal arbejdsmarkedet give mulighed for at leve et liv i balance.

Et samfund, hvor fællesskabet fungerer

Når hverdagen bliver for presset, rammer det os alle. Forældre kan opleve dårlig samvittighed over ikke at have nok tid med deres børn, mens andre kan føle sig fastlåst i et arbejdsmarked, der ikke giver plads til fritid eller personlig udvikling. Et moderne samfund må støtte op om både familien og individet.

Mere frihed – mindre stress

Vi skal skabe en kultur, hvor det er naturligt at tilpasse arbejdslivet efter den enkeltes behov. Hjemmearbejde, fleksible arbejdstider og muligheden for at tage sig af det, der betyder noget, bør ikke være luksusgoder, men en naturlig del af et frit arbejdsmarked. Når mennesker får friheden til at skabe en hverdag, der passer til deres liv, styrker det ikke kun individet – det styrker også fællesskabet og samfundet som helhed.

OK25 viser, at vi bevæger os i den rigtige retning, men vi er langt fra i mål. Vi må fortsætte arbejdet for et arbejdsmarked, der bygger på frihed, fleksibilitet og ansvar – til gavn for både familier og dem, der vælger en anden vej. Et godt liv kommer i mange former, og et liberalt samfund skal give plads til dem alle.

Da Venstre gik til valg, var et af vores største løfter at få styr på de alt for lange ventetider i sundhedsvæsenet. 

Efter de enorme udfordringer, vi stod overfor efter covid-19-pandemien og sygeplejerskestrejken, var presset på sygehusene uholdbart, og patienter måtte vente alt for længe på den nødvendige behandling. Det var ikke acceptabelt, og derfor handlede vi hurtigt.

Med en akutplan på 2 milliarder kroner, satte vi kraftigt ind for at nedbringe ventetiderne, styrke sygehusene og sikre, at patienterne kan få den behandling, de har brug for – til tiden. 

I dag kan vi med stolthed sige, at alle målene i akutplanen er blevet opfyldt. Ventetiderne på sygehusbehandling er faldet markant, og de er nu tilbage på niveauet fra før pandemien.

Men vi havde aldrig kunnet opnå dette uden vores dygtige sundhedspersonale. Læger, sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter og alle de andre faggrupper på hospitalerne har leveret en monumental indsats. 

De har arbejdet hårdt for at sikre, at patienterne får den nødvendige behandling – både hurtigere og bedre. Uden deres dedikation, faglighed og ekstraordinære indsats ville vi ikke have nået dette mål. Vi skylder dem en kæmpe tak.

Akutplanen har betydet, at patienter i dag kommer hurtigere i behandling. Udredningsretten er blevet genoprettet, så flere får en hurtigere diagnose, og ventetiden på operationer er reduceret fra 47 til 38 dage i gennemsnit. Vi har udnyttet den private kapacitet bedre, så flere patienter kan behandles hurtigt, og vi har sikret bedre vilkår for sundhedspersonalet, hvilket har gjort det nemmere at fastholde og rekruttere de nødvendige medarbejdere.

Men vi stopper ikke her. 

Venstre arbejder videre for et endnu stærkere sundhedsvæsen. Vi er i gang med den største sundhedsreform i 20 år. 

Vi investerer massivt i psykiatrien med en fuldt finansieret 10-årsplan, og vi har en ny kræftplan på vej, der skal sikre hurtigere diagnosticering og bedre behandling. Derudover har vi styrket rettighederne for ufrivilligt barnløse, så flere får mulighed for at stifte den familie, de drømmer om.

Venstre tager ansvar - og vi leverer.

Jeg vil fortsætte arbejdet for et sundhedsvæsen, hvor patienterne er i centrum, og hvor vi altid har dygtige og dedikerede medarbejdere, der kan levere behandling i verdensklasse. 

Vi er kun lige begyndt.

Danmark befinder sig i en alvorlig sikkerhedspolitisk situation. Den geopolitiske udvikling og Forsvarets Efterretningstjenestes seneste trusselsvurdering viser tydeligt, at vi ikke længere kan tage vores fred og sikkerhed for givet. Truslen fra Rusland udvikler sig hurtigere, end mange havde forudset, og vi har ikke råd til at tøve.

Derfor er jeg glad for, at regeringen nu tager ansvar og prioriterer en markant oprustning af forsvaret – både på den korte og den lange bane. Danmark skal tage sin del af ansvaret for NATO’s kollektive forsvar, og det kræver investeringer i kampkraft, forsyningssikkerhed og en robust infrastruktur.

I årtier har vi fokuseret på at udvikle vores velfærdssamfund, men vi må ikke glemme, at velfærd og sikkerhed går hånd i hånd. Hvis vi ikke kan forsvare os selv, kan vi heller ikke beskytte de værdier, vores samfund bygger på.

Et stærkt forsvar er ikke en modsætning til et stærkt velfærdssamfund – det er en forudsætning.

Regeringens beslutning om at opruste forsvaret er et vigtigt skridt, men nu skal vi sikre, at vi handler hurtigt og effektivt. Vi har ikke råd til at lade bureaukrati og langsommelige beslutningsprocesser bremse os.

Danmarks sikkerhed kræver handling – og den skal komme nu.

I en tid, hvor ensomhed og mistrivsel blandt børn og unge er stigende, er det afgørende at styrke de fællesskaber, der fremmer trivsel og livsglæde. Trivselskommissionen har netop fremlagt 35 anbefalinger, der skal forbedre børn og unges trivsel. Blandt disse anbefalinger er der et klart fokus på betydningen af fritidsaktiviteter og foreningsliv.

En af de centrale anbefalinger er, at alle børn og unge bør have en fritidsaktivitet sammen med andre. Dette understreger vigtigheden af, at vores børn og unge deltager i meningsfulde fællesskaber uden for skoletiden, hvor de kan udvikle sociale kompetencer, finde nye interesser og styrke deres selvværd.

I Nordfyns Kommune har vi en stærk tradition for frivillighed og et rigt foreningsliv, der spænder over alt fra sport og spejderliv til musik og teater. Samtidig er vi en del af DBU’s Velfærdsalliance, en investering der bidrager til at styrke vores lokale foreninger og dermed vores fællesskaber.

For at realisere disse anbefalinger kræver det, at vi som kommune fortsætter med at prioritere og investere i vores foreningsliv og fritidstilbud. Vi skal sikre gode rammer for vores foreninger, støtte de frivillige ildsjæle og skabe partnerskaber, der gavner hele samfundet.

Vores lokale idræts- og kulturforeninger tilbyder børn og unge en sund og aktiv hverdag, de skaber meningsfulde aktiviteter for udsatte grupper, og de tilbyder sociale netværk for voksne i alle aldre. Uanset om du mødes med dit håndboldhold, går til springgymnastik eller laver scenografi til en teaterforestilling, er der en ting der går igen - følelsen af at være en del af noget større.

Og samtidig er det i foreningerne, vi lærer værdien af sammenhold, frivillighed og engagement. 

Lad os sammen arbejde for at implementere Trivselskommissionens anbefalinger og styrke de fællesskaber, der er fundamentet for vores børns og unges trivsel.

 – men innovation og digitalisering skal have en central rolle

Regeringens sundhedsreform, der netop er blevet præsenteret i samarbejde med flere partier, er et skridt i den rigtige retning for vores sundhedsvæsen. Reformen adresserer behovet for nærhed og sammenhæng i patientforløb, samtidig med at den styrker det lokale sundhedsvæsen. Det er en reform, vi kan være stolte af, men hvis vi for alvor skal sikre et moderne, effektivt og bæredygtigt sundhedssystem, skal vi sætte innovation og digitalisering i centrum.

Med etableringen af Digital Sundhed Danmark og et nyt nationalt center for sundhedsinnovation skabes der en stærk platform for at tænke nyt og bruge teknologi til at løse nogle af vores største sundhedsudfordringer. Men ambitionerne skal omsættes til handling – og det kræver klare politiske prioriteringer.

Innovation som fundament for fremtidens sundhed

I et moderne, liberalt samfund er investering i innovation og teknologi afgørende. Det handler ikke kun om at gøre sundhedsvæsenet mere effektivt, men også om at forbedre borgernes livskvalitet og give dem mere frihed til at tage ansvar for deres eget helbred.

Teknologiske løsninger som telemedicin, kunstig intelligens og digitale platforme har potentiale til at revolutionere sundhedsvæsenet. Eksempelvis kan patienter modtage behandling i hjemmet gennem telemedicin, hvilket både skaber tryghed og frigiver ressourcer på hospitalerne. Men det kræver, at vi investerer målrettet i at integrere disse løsninger og sikre, at sundhedspersonalet har de nødvendige digitale kompetencer.

Staten som facilitator – ikke bremseklods

Innovation og teknologisk udvikling trives bedst, når rammerne for private initiativer og partnerskaber er på plads. Staten skal understøtte udviklingen ved at:

• Skabe stabile rammevilkår, der fremmer investeringer i sundhedsteknologi.
• Fjerne bureaukratiske barrierer, der hæmmer vækst og implementering af nye løsninger.
• Styrke samarbejdet mellem private aktører, forskningsmiljøer og det offentlige sundhedsvæsen.

Et konkret eksempel er at styrke muligheden for at etablere flere offentligt-private innovationspartnerskaber, hvor virksomheder, hospitaler og kommuner arbejder sammen om at udvikle og teste nye sundhedsteknologier.

Borgernes digitale dannelse er afgørende

For at realisere potentialet i digitaliseringen er det afgørende, at alle borgere rustes til at bruge de nye løsninger. Det betyder samtidig, at vi skal prioritere teknologisk dannelse i uddannelsessystemet og sikre let adgang til digitale sundhedsløsninger – uanset om man bor i by eller på land.

Et opgør med siloerne

Hvis vi skal lykkes med at få innovationen til at blomstre, er det også nødvendigt at tage et opgør med de siloer, der stadig præger vores sundhedsvæsen. Digital Sundhed Danmark og det nationale center for sundhedsinnovation har potentialet til at nedbryde disse barrierer, men kun hvis vi tør give plads til nytænkning og fleksible løsninger, der går på tværs af sektorer.

Fremtiden kræver mod

Reformen er et vigtigt skridt, men det er først, når vi tør satse på innovation og digitalisering, at vi for alvor kan indfri ambitionerne. Stat, regioner og kommuner skal alle spille en aktiv rolle som facilitator for nytænkning og sikre, at sundhedssektoren bliver en drivkraft for teknologisk og samfundsmæssig udvikling.

Danmark har et unikt udgangspunkt for at være førende inden for sundhedsinnovation. Med de rette investeringer og samarbejder kan vi skabe et sundhedsvæsen, der ikke blot er forberedt til fremtiden, men som også sætter standarden for resten af verden.

Lad os gribe denne mulighed og sikre, at reformen bliver starten på et sundhedsvæsen, der sætter innovation og borgernes trivsel i højsædet.

Den nye uddannelsesreform, som regeringen har fremlagt, kommer til at markere et vigtigt skridt fremad for vores ungdomsuddannelser.

Her på Nordfyn ser vi det som en fantastisk mulighed for at styrke vores lokale uddannelsesmiljø og sikre, at flere unge vælger at tage deres uddannelse tæt på, hvor de bor.

Med reformen får vi mulighed for at udvide Nordfyns Gymnasium og tilbyde den nye erhvervs- og professionsrettede gymnasieuddannelse, EPX. Denne gymnasiale uddannelse kombinerer både praktisk og teoretisk undervisning og giver de unge mulighed for at udskyde den endelige beslutning om deres karrierevej, hvad enten de ønsker at blive håndværker, sygeplejerske eller læse videre på universitetet. En sådan fleksibilitet er afgørende i en tid, hvor mange unge er i tvivl om deres fremtidige uddannelsesvalg.

At EPX uddannelsen vil blive en del af Nordfyns Gymnasium betyder, at vi vil kunne tiltrække og fastholde flere unge på Nordfyn og samtidig skabe et stærkt og mangfoldigt ungdomsmiljø. Ungdomslivet er ikke kun en tid for faglig udvikling, men også for sociale fællesskaber, venskaber og oplevelser. En udvidelse af gymnasiets tilbud vil kunne sikre netop dette – med gymnasiefester, fællesskaber og en hverdag, hvor de unge kan møde andre jævnaldrende og føle sig som en del af et stærkt fællesskab. Det vil ikke bare øge trivslen blandt eleverne, men også sikre, at flere bliver fastholdt i deres uddannelsesforløb.

Det er dog vigtigt, at vi også forholder os til de bekymringer, reformen rejser. For selvom det er positivt, at uddannelsesmulighederne på Nordfyn udvides, kan det være en ulempe, at 10. klasse i folkeskolen bliver nedlagt som selvstændigt tilbud. Mange unge har brug for det ekstra år til at modnes, afklare deres valg og blive helt klar til gymnasiet eller en anden ungdomsuddannelse. Men heldigvis er der et alternativ på Nordfyn i form af FGU (Forberedende Grunduddannelse), som også vil kunne tilbyde en form for 10. klasse. Dette kan være en vigtig løsning, der sikrer, at ingen unge efterlades uden mulighed for at udvikle sig fagligt og personligt i et trygt miljø. Det er vigtigt, at vi som samfund arbejder for, at dette tilbud bliver lige så attraktivt og tilgængeligt som de tidligere 10. klasses forløb.

Et attraktivt ungdomsmiljø og brede uddannelsestilbud vil ikke kun bidrage til den enkelte elevs trivsel og fremtidige uddannelsesvalg, men også styrke hele vores lokalsamfund. Når flere unge vælger at blive på Nordfyn for at tage deres uddannelse, øger det chancen for, at de også bosætter sig her i fremtiden og bidrager til den lokale vækst. Uddannelse er nøglen til at holde på vores unge, og derfor er det afgørende, at vi investerer i at skabe de bedste rammer for dem.

Reformen er en mulighed for at sikre, at Nordfyn bliver kendt som et sted, hvor de unge trives, får udfordringer og samtidig har tid og rum til at finde deres egen vej i livet. Hvis vi kan skabe et miljø, hvor både det sociale og faglige går hånd i hånd, har vi mulighed for at styrke vores ungdomsuddannelser og dermed fremtiden for hele Nordfyn. Vi håber derfor, at vi vil udnytte denne chance til fulde og sikre, at reformen bliver en løftestang for et stærkt og attraktivt ungdomsliv her på vores egn.

I de seneste årtier er antallet af unge med fritidsjob faldet markant. Hvor syv ud af ti unge i 1980'erne havde et fritidsjob, er det i dag kun halvdelen. Det er bekymrende, da fritidsjob spiller en afgørende rolle i unges udvikling og deres første møde med arbejdsmarkedet. Heldigvis er der nu indgået en ny aftale, der skal gøre det både lettere for unge at få et fritidsjob og for virksomheder at ansætte dem.

Et af de vigtigste elementer i aftalen er afskaffelsen af arbejdsmarkedsbidraget for unge under 18 år. Det betyder, at de første 50.000 kr., de tjener om året, er skattefri, hvilket øger deres økonomiske frihed. Dette initiativ gør det mere attraktivt for unge at arbejde og bidrage til deres økonomiske selvstændighed, mens de samtidig får erfaring med arbejdsmarkedet.

Desuden moderniseres arbejdstidsreglerne for unge mellem 15 og 17 år, så de kan arbejde flere timer under trygge forhold. Denne ændring gør det nemmere for unge at balancere skolegang og fritidsjob, samtidig med at det giver dem en værdifuld tidlig tilknytning til arbejdsmarkedet.

En vigtig del af aftalen handler også om at vejlede unge om deres muligheder for fritidsjob gennem kommunal ungeindsats. Med flere brancher og virksomheder, der åbner op for at ansætte unge, er der skabt bedre rammer for, at flere kan komme ud på arbejdsmarkedet.

Fritidsjob giver ikke kun økonomiske fordele, men styrker også unges ansvarsfølelse, arbejdsdisciplin og evne til at samarbejde. Derfor er det afgørende, at vi som samfund bakker op om initiativer, der fremmer flere fritidsjob for unge. Det er et vigtigt skridt mod en stærkere, mere ansvarlig ungdom og et arbejdsmarked, der gavner både den enkelte og samfundet som helhed.

Som kommunal og regionsrådspolitiker har jeg længe kæmpet for et sundhedsvæsen, der er tættere på borgerne og bedre til at samarbejde på tværs af sektorer. Derfor er jeg meget positiv over den nye sundhedsreform, som regeringen har fremlagt. Reformen vil styrke både vores lokale sundhedstilbud og sikre mere sammenhæng i behandlingen – præcis de forbedringer, vi har brug for i vores kommuner og regioner.

Vi ved alle, at sundhedsvæsenet er presset. Flere ældre og et stigende antal borgere med kroniske sygdomme kræver en anderledes tilgang. Alt for ofte oplever patienter, at de bliver fanget mellem systemer. Det skal vi gøre op med. Sundhedsreformen fokuserer på at få flere læger ud i landet – især til de områder, hvor der i dag er lægemangel. Med ambitionen om at uddanne og fordele 1.500 ekstra praktiserende læger inden 2035 vil vi kunne sikre, at borgerne altid har adgang til en læge tæt på.

Jeg er især glad for den styrkede indsats omkring kroniske sygdomme. Nye kronikerpakker med individuelle behandlingsplaner vil betyde, at patienter med fx KOL og diabetes får en langt mere sammenhængende behandling. Det vil løfte borgernes livskvalitet og samtidig lette presset på både kommunale sundhedstilbud og sygehusene. Samtidig giver reformen patienterne større frihed med lettere adgang til speciallæger og mulighed for digitale konsultationer.

En vigtig del af reformen er de 17 nye sundhedsråd, som får en central rolle i udviklingen af det nære sundhedsvæsen. Sundhedsrådene, som vil bestå af repræsentanter fra både kommuner og regioner, skal sikre en mere effektiv koordinering mellem de to sektorer. Vi skal sikre, at borgerne får de bedste og mest sammenhængende sundhedstilbud tæt på, og sundhedsrådene skal bl.a være ansvarlige for at udarbejde nærsundhedsplaner og fordele midler til nye lokale indsatser.

Det glæder mig, at vi med reformen i højere grad får ansvar for at sikre, at sundhedstilbuddene matcher borgernes behov.

Når vi taler om sundhedsvæsenets fremtid, er det også afgørende at tænke i moderne teknologi og fysiske rammer. Regeringen har afsat 24 mia. kr. til at opgradere vores sygehuse og indføre ny teknologi, der vil forbedre behandlingsmulighederne. Derudover afsættes 3,5 mia. kr. til bedre fysiske rammer for lokale sundheds- og omsorgspladser, hvor borgere kan modtage pleje uden egenbetaling. Disse investeringer vil ikke kun løfte kvaliteten i sundhedsvæsenet, men også gøre det mere nært og tilgængeligt for borgerne.

Som politiker på både kommunalt og regionalt niveau kan jeg se, hvordan denne reform har potentiale til at løse mange af de udfordringer, vi står over for. Vi får et sundhedsvæsen, der i højere grad er tilpasset borgernes behov, hvor vi sikrer bedre samarbejde mellem kommuner og regioner, og hvor behandlingen rykker tættere på hjemmet. Det er den forandring, vi har brug for – og jeg er klar til at arbejde for, at vi indfrier de ambitioner.

Der er ingen tvivl om, at digitaliseringen har åbnet op for muligheder, som kan give mange medarbejdere et bedre arbejdsliv. Muligheden for at arbejde hjemmefra og tilpasse arbejdstider kan for eksempel være en stor hjælp for børnefamilier eller andre, der har brug for fleksibilitet i hverdagen. Denne frihed er vigtig og kan være med til at skabe en bedre balance mellem arbejde og privatliv.

Men mens denne fleksibilitet kan føles berigende for mange, er vi også nødt til at stille os selv spørgsmålet: Hvilke konsekvenser har det for den enkelte medarbejders følelsesmæssige trivsel, når vi i stigende grad arbejder hjemmefra og interagerer digitalt?

En af de største udfordringer, jeg ser ved den øgede digitalisering og hjemmearbejde, er risikoen for isolation. Når vi arbejder alene bag skærmen, mister vi den daglige kontakt med kollegerne, de uformelle samtaler og den spontane sparring, som ofte sker på kontoret. Dette kan føre til en følelse af ensomhed og afkobling fra fællesskabet – noget, der kan påvirke både medarbejderens trivsel og arbejdsglæde.

Som politiker mener jeg, at vi har et ansvar for at sikre, at digitaliseringen ikke går ud over den menneskelige kontakt og det fællesskab, der er så vigtigt for en velfungerende arbejdsplads. Vi skal finde en balance, hvor vi både kan tilbyde fleksibilitet og sikre, at ingen medarbejdere føler sig isolerede eller overset.

Med den stigende brug af hjemmearbejde bliver der stillet nye krav til ledelsen. Det er ikke længere nok at være en dygtig leder i det fysiske rum – fremtidens ledere skal også kunne lede på afstand. Det kræver nærvær, selvom kontakten er digital, og det kræver en stærk dialog med medarbejderne, så ingen føler sig glemt eller afkoblet.

Her tror jeg på, at vi i fremtiden vil se en større efterspørgsel på hybridledelse, hvor ledere både kan være til stede fysisk og digitalt. Ledelse handler ikke kun om at holde møder og sikre produktivitet – det handler også om at sikre, at medarbejdere trives, får den nødvendige sparring og føler sig som en del af fællesskabet, uanset hvor de arbejder fra.

Jeg er overbevist om, at vi i fremtiden skal arbejde hen imod et fleksibelt arbejdsmarked, der tilpasses den enkeltes livsfase. Nogle medarbejdere vil have brug for mere fleksibilitet i perioder, mens andre har behov for faste rammer og daglig kontakt med kollegerne. Vores opgave som politikere og beslutningstagere er at sikre, at arbejdspladsen kan tilbyde begge dele, så medarbejderne føler sig støttet både professionelt og personligt.

Fremtidens arbejdspladser vil uden tvivl være præget af digitale løsninger, men vi må ikke lade teknologien fjerne fokus fra det menneskelige aspekt. Mennesker har brug for anerkendelse, nærvær og fællesskab, også i en digital tidsalder. Derfor skal vi som politikere sikre, at vi skaber rammer, der understøtter både fleksibilitet og følelsesmæssig trivsel.

Digitaliseringen skal bruges som et redskab til at forbedre work-life balance, men det må ikke ske på bekostning af medarbejdernes følelsesmæssige tilknytning til arbejdspladsen og fællesskabet. Det kræver, at vi som samfund tænker nyt omkring ledelse, samarbejde og dialog i en digital verden.

I Region Syddanmark har vi en ambition om at være borgernes og patienternes region. Kun gennem en vedvarende satsning på innovation og udvikling vil det lykkedes os fortsat at være i stand til at indfri de ambitioner. Med det pres vi har i vores sundhedsvæsen både nu og i fremtiden vil behovet for innovation blive endnu større. Innovation er jo ikke et mål i sig selv, men det er et vigtigt middel til at realisere de visioner og mål vi har i regionen

I regionen leverer vi sundhedsydelser af høj kvalitet, og vi involverer vores patienter, pårørende og medarbejdere i udviklingen af vores sundhedsvæsen. Det er afgørende, at innovation tager udgangspunkt i de behov og den viden vi har i driften.

Men innovation skal også være borger- og brugerdrevet. Brugerinddragelse er et af de bærende principper for arbejdet med innovation.

En ny strategi skal agere løftestang og sætte rammen for etablering af nye initiativer. Vi er langt med innovationsaktiviteter, og strategien står oven på regionens igangværende arbejde med sundhedsinnovation, og bliver netop brugt som et redskab, der spiller sammen med og understøtter lokale og centrale initiativer i regionen.

Vi skal have en innovationstankegang, hvor vi prioriterer udvalgte fokusområder og udpeger regionens væsentligste udfordringer. Samtidig skal et mærkbart løft af fundamentet for vores innovationsindsats styrke forudsætningerne for at lykkes.

Når vi arbejder med innovation prøves nyt land af. Vi rammer ikke altid plet i første omgang. Vi skal turde at være risikovillige på kvalificeret grundlag, og så skal vi acceptere fejl og opnå læring.

En forudsætning for innovation i sundhedsvæsenet er, at der arbejdes, udvikles og tænkes på tværs af kompetencer, fag og organisatoriske enheder, og at viden deles og bruges på tværs i organisationen.

Vi kan ikke gøre det alene – og sammen står vi stærkere. Partnerskaber er afgørende for at kunne realisere vores ambitioner og for at lykkes med at udvikle produkter og løsninger, der kommer samfundet til gavn. Jeg ser frem til, at strategien nu skal ud og leve og gøre en reel forskel for vores patienter og medarbejdere.

Vi står over for en tid, hvor digitalisering og teknologier er afgørende for at kunne forbedre vores sundhedssystem og vores arbejdsgange.

 Digitaliseringen giver os mulighed for at tackle nogle af de udfordringer vi har i sundhedsvæsenet ved at frigøre tid gennem automatisering og forbedre diagnostikken med kunstig intelligens.

Vi ser også en stigende efterspørgsel fra borgerne efter digitale løsninger som selvbooking og hjemmebehandling.

Men med disse muligheder og fremskridt følger også ansvaret for at beskytte patientdata og styrke den digitale sikkerhed.

Alle regioner og kommuner har et behov for en øget sikkerhed, især med truslen om cyberangreb, og den uro der er i den store verden.

Det er afgørende, at vi kan opretholde tilliden fra vores borgere og patienter ved at kunne beskytte deres personlige oplysninger og sikre vores systemer mod cyberangreb.

Desuden står vores sundhedssektor over for udfordringer som rekruttering og fastholdelse af medarbejdere, hvilket øger arbejdspresset og påvirker kvaliteten af vores ydelser og trivsel i en negativ retning.

Vi må dog møde disse udfordringer med en optimisme og en åbenhed for at teknologiske løsninger som robotter, kan være en stor hjælp til at aflaste vores sundhedspersonale og forbedre vores sygehusdrift.

Og gennem samarbejde med private virksomheder, forskere og medarbejdere kan vi udvikle og implementere nye digitale løsninger og robotteknologi, der skaber værdi for både vores medarbejdere og patienter i vores sundhedssystem.

Men for at vi sammen kan lykkes mellem kommuner, regioner og Christiansborg, kræver det investering i ressourcer og kompetencer, det kræver økonomi og ikke besparelser.

Så lad os sammen realisere potentialet i teknologi og digitalisering og fortsætte med at levere den bedst mulige sundhed til vores samfund.